Psykologisk Center

 
Kriminelle og antisociale unge

De fleste af Psykologisk Centers klienter har symptomer på forskellige former for personlighedsforstyrrelse. Vi er kendte for vores kompetence i forhold til unge med antisociale symptomer som kriminalitet, aggression, lav frustrationstærskel, let krænkbarhed, vanskelighed ved at fastholde relationer til andre over tid, mangel på empati og mangel på skyldfølelse. De er prægede af primitive psykiske forsvarsmekanismer som projektion (det er altid de andres skyld), benægten, splitting og de svinger mellem devaluering og idealisering af andre. Sådanne personlighedstræk grundlægges tidligt i barnets udvikling og har ofte sammenhæng med opvækstforhold præget af svigt fra nære omsorgsgivere, uforudsigelighed, mangel på sikkerhed og ro, samt psykisk sygdom, rusmiddelmisbrug eller vold i familien.

 

Psykologbehandlingen ved Psykologisk Center tager højde for netop de personlighedstræk, der er karakteristiske for antisociale unge. Der lægges vægt på at fremme en stærk tilknytning mellem den unge og psykologen, fordi den antisociale har en ringe tilknytningsevne og er mistillidsfuld og ambivalent i forhold til andre. Behandlingen har fokus på det samlede symptombillede, således at kriminaliteten og aggressionen forstås i sammenhæng med sårbarheden og angsten. Svigtede børn er vrede over den uretfærdighed, de er udsat for. Først viser vreden sig som provokerende adfærd, senere som gadeuorden, hærværk og bortvisning fra fritidsklub/skole på grund af antisocial adfærd. Siden kommer groft hærværk, gentagne slagsmål og eventuelt ildspåsættelse. I puberteten kan man se tre faser i udviklingen af kriminalitet:

 

I første fase er den begyndende kriminalitet karakteriseret ved en tydelig forbindelse mellem psykologisk betydningsfulde begivenheder i familien og begåede handlinger: Fx at moderens alkoholiserede og voldelige kæreste flytter ind, således at sønnen, som i forvejen er omsorgssvigtet, føler sig endnu mere tilsidesat og uretfærdigt behandlet. Samme aften begår han hærværk på den skole, han tidligere blev smidt ud af.

 

I anden fase er kriminaliteten psykologisk set stadig et nødråb om, at den unges opvækstbetingelser er utilfredsstillende. Men når kriminaliteten tager til i omfang, begynder den at give gevinster i form af penge og prestige, og forbindelsen mellem de kriminelle handlinger og den psykiske frustration, der udløser dem, sløres gradvist.

 

I tredje fase sker der en psykisk forhærdelse. Den unge mærker ikke længere følelsen af dyb ensomhed, angst og krænkelse, som barndommens omsorgssvigt har afstedkommet. Sårbarheden har forvandlet sig til ønsket om at såre andre, angsten afreageres i handlinger, som gør andre bange, barndommens ydmygelser vendes om til noget, andre udsættes for. Den unge begynder at få en egentlig identitet som del af det kriminelle miljø og bliver her bekræftet i sin antisociale adfærd og holdning. Han benægter i stigende grad sin egen andel i opståede konflikter, lyver uden at blinke og lægger al skyld over på andre. Den meget tætte sammenhæng mellem at blive udsat for frustrerende begivenheder og at udsætte andre for kriminel adfærd er ikke længere til stede, men aggressionen er konstant til stede og retter sig blindt mod tilfældige ofre. Tredje fase drejer sig om alvorlig vold og indslusning i det kriminelle miljø.

 

Effekten af psykologbehandling er størst i kriminalitetsudviklingens tidlige faser, og det er vigtigt, at den indsættes før den psykiske forhærdelse er opstået. Man må påregne, at behandlingen er relativt langvarig.

 

Unge med sådanne personlighedstræk er i mange tilfælde afvisende overfor behandling og derfor må vi ofte levere en opsøgende indsats for at etablere eller bevare kontakten. Psykologisk Centers psykologer har udgivet faglige artikler om emnet: “Det antisociale syndrom” (1990) og “Psykoterapeutisk behandling af antisociale i puberteten” (1995), som kan downloades her eller rekvireres ved henvendelse til Centret.